Efter seks ugers intens kamp og strejke for en overenskomst på Teslas værksteder i Sverige har IF Metall anmodet om støtte fra 3F Transport i Danmark.
Derfor tilslutter 3F Transport sig nu den svenske fagforening IF Metalls konflikt mod Tesla og etablerer en sympatikonflikt.
Det betyder konkret, at havnearbejdere og chauffører ikke vil modtage og transportere Teslas biler, der skal til Sverige.
- Med sympatikonflikten går vi nu ind og lægger yderligere pres på Tesla. Vi håber naturligvis, at de kommer til forhandlingsbordet hurtigst muligt og tegner overenskomst, siger Jan Villadsen, formand for 3F Transport, i en pressemeddelelse.
Elon Musk vil ikke have overenskomst
Tesla er gennem den seneste tid blevet udfordret af flere svenske fagforbund, der kræver, at virksomheden indgår overenskomster for dens værksteder.
Men det modsætter Tesla og særligt elbilgigantens administrerende direktør, Elon Musk, sig.
- Jeg er uenig i ideen om fagforeninger. Jeg bryder mig bare ikke om noget, der skaber en slags adelsmænd og bønder-forhold, sagde han under et interview med New York Times.
I et opslag på det sociale medie X kalder Elon Musk den svenske del af strejken 'sindssyg'. Musk har endnu ikke reageret på den danske sympatistrejke.
Hos 3F mener man dog ikke, idéen om fagforeninger er helt i skoven.
- Selvom man er en af de rigeste i verden, kan man ikke bare lave sine egne regler. Vi har nogle aftaler på arbejdsmarkedet i Norden, og dem må man overholde, hvis man vil drive virksomhed her. Solidaritet er grundstenen af fagbevægelsen og strækker sig på tværs af landegrænser. Derfor tager vi nu de redskaber, som vi har, og gør brug af dem for at sikre kollektive overenskomster og retfærdige arbejdsvilkår, siger Jan Villadsen.
Alle medlemmer af 3F Transport bliver omfattet af sympatikonflikten.
